Frelse med Kierkegaard og Scorsese

Kan Jesus Kristus kærlighed for dig overleve at du fornægter ham eller skjuler din tro på ham i frygt for forfølgelse?

Inspireret af at jeg har set ”Silence” af Martin Scorsese med Søren Kierkegaards øjne finder du her svaret på det og nogle andre store kristne spørgsmål.

”Silence” er en film om forfølgelse af kristne i 1600-tallet, en film om lidelse i det hele taget, under hvilken Gud er tavshed (stilhed), deraf titlen. En film som er svært relevant for alle kristne her i 2017 hvor du, som vi skal se, selv i lille Danmark risikerer at blive forfulgt på grund af din tro på Jesus Kristus. Du behøver ikke at have set ”Silence” for at finde Kierkegaards trøst i svarene, men jeg vil gerne få lov til at sige at filmen nu er let tilgængelig i Skandinavien på iTunes.

Først svar på hvorfor mennesket overhovedet udsættes for lidelse selv om Gud er almægtig og all-good. Ifølge Kierkegaard er den ene del af svaret at megen lidelse består af klager, hvorfor den ikke er skabt af Gud. Vi snakker her om klager på Guds vilje der fører til nedbrydning af krop og sind. Nedbrydning som når en sejler udmattes af klager på modvind i stedet for at han mentalt uanstrængt, dvs. med troens store ja, krydser mod vinden.

Den anden del af svaret er, at faktisk lidelse kristeligt forstået er Guds gode og perfekte gaver, som Kierkegaard udtrykker det. Gaver forstået som lidelsens mulighed for at blive Guds menneske, dvs. troens store ja til livet, som Gud giver og tilbyder det. Din mulighed for transformation af lidelse til gave er derfor intet mindre end selve opgaven, som fører til frelse. Som fører til den grundlæggende glæde som overhovedet er meningen med livet, nemlig at gøre Gud glad. Større glæde eksisterer ikke, siger Kierkegaard.

I ”Silence” er et andet af de store kristne spørgsmål dette: hvorfor er Gud uforanderlig tavs, dvs. hvorfor griber han aldrig ind under lidelse? Her er svaret, at hvis ikke Gud forbliver uforanderlig, så ophører han med at være til. Det er en konklusion som Kierkegaard kommer frem til som følger. Siden Gud er kærlighed må nødvendigvis alt hvad du udsættes for være til dit eget langsigtede, altså evige, bedste. Derfor må Gud for alt i verden forblive tavshed. Stilhed. Gud må ikke erstatte sin visdom med din visdom, med dine følelser og behov, for i så fald var hans skabelse jo ikke kærlighed i første instans. Altså, i så fald ville han ikke længere ville være til.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan du kan tro på en Gud, der er tavshed. En Gud som er uforanderlig stilhed. Spørgsmålet er: hvordan du kan tro på en Gud der svarer, altså en Gud der lader sig forandre af dig! Set med Kierkegaards øjne er Guds tavshed derfor ikke problemet. Guds tavshed, Gud som uforanderlig stilhed, er løsningen. Det kan ses i følgende bøn som Kierkegaard har testamenteret til os:

”Du Uforanderlige, hvem Intet forandrer! Du i Kjerlighed Uforanderlige, som, just til vort Bedste, ikke lader Dig forandre: at vi ogsaa maatte ville vort eget Vel, ved Din Uforanderlighed lade os opdrage til, i ubetinget Lydighed, at finde Hvilen og at hvile i Din Uforanderlighed!”…. ”O, Du, der i uendelig Kjerlighed lader Dig bevæge, Dig bevæge ogsaa denne Vor bøn, at Du velsigner den, saa Bønnen forandrer den Bedende i Overensstemmelse med Din uforanderlige Villie, Du Uforanderlige!”

Ifølge Kierkegaard er Guds kærlighed som uforanderlig stilhed ikke stilhed forstået som ingenting, men stilhed forstået som kilde til alt. Til alt sekulært som er foranderligt og dermed begrænset i tid og rum slik som mennesket og universet. Og derfor den samme stilhed som det Gud-trænede øre kan høre selv til en koncert med Metallica. Høre som stilheden hvorfra lydene fødes og hvori de dør igen. At blive gennemlyst af Guds kærlighed som mulighed til at være hans redskab er øvelse og erfaring i at høre ham. Høre hans uforanderlige stilhed under alle forhold.

I ”Silence” konfronteres du insisterende med spørgsmålet: kan du finde på at forråde Kristus? Et spørgsmål som vist bare du kan svare på! Men forhåbentlig til hjælp følger så her svaret på det oprindelige og her sammenhængende spørgsmål: kan Jesus Kristus kærlighed for dig overleve at du fornægter ham eller skjuler din tro på ham i frygt?

I mit lokale træningscenter truer en mand med arabisk afstamning mig en dag med, at hvis ikke jeg skjuler min halskæde med Jesus under blusen, vil mine tænder blive knust i min mund. Min adresse vil han få fra en han kender som jobber på stedet. Hvad ville du gøre: skjule Jesus i mørket under blusen eller risikere knuste tænder?

Mens jeg foreløbig har valgt ikke at skjule Jesus på korset under blusen har jeg fundet trøst hos Kierkegaard, som siger følgende om at blive tvunget til at fornægte Jesus eller skjule troen på ham. Den samme tvang som filmen ”Silence” handler om. Der er en synd som Gud absolut ikke tilgiver dig og det er u-oprigtighed. Men hvis du virkelig oprigtig indrømmer og angrer for Gud at du har fulgt Kristus så langt du tør, så du ret og slet bare ikke tør følge ham længere, så kan du trygt forsat håbe på frelse.

Hvis stilheden i ”Silence” virker som et Gudsforladt helvede så er den det ikke. Set med Kierkegaards øjne symboliserer ”Silence” i sin kristne essens at Jesus Kristus er en kærlighed som tåler alt. Kristus er kærlighed som vedvarer. Dét er trøsten som Kierkegaard og Scorsese formidler til den enkelte, altså til dig.